Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Døbefonten af Jais Nielsen

Pinsedag 1938 indviedes døbefonten som det første af de arbejder, der knyttede Jais Nielsens navn uløseligt til Voel kirke. Den er skænket af en lokal pioner fra kirkens opførelsestid.

Fontens firesidede skaft udgøres af fire mandsfigurer, hver med et skriftbånd, som fortæller, hvem de forestiller: mod øst (mod alteret) Mattæus, mod nord Markus, mod vest (mod menigheden) Lukas og mod syd Johannes.

Figurerne er ligeledes udstyret med de gængse evangelistsymboler: menneske eller engel, løve, okse og ørn  (jfr. Johannes' Åbenbaring 4,7).

På den løftede højre hånd bærer mandsskikkelserne i fællesskab den store firkløverformede dåbskumme, der i bunden har et aftapningshul, som ved dåb lukkes med en sølvprop. Denne prop er formet som en fisk, det gamle Kristussymbol, og er en fin lille skulptur.

På fontefoden står: "Hans Jørgen Jensen gav denne Døbefont, De 4 Evangelister, til Voel Kirke i 1937".

Det var efter alt at dømme den måde, hvorpå Jais Nielsen løste denne opgave, der fik Johs. Peterzén til at tilbyde yderligere udsmykning af kirken ved Jais Nielsens hånd. Kirken var lukket hele efteråret 1938 og genåbnedes først 12. december.

Foruden de her omtalte og afbildede kunstværker har Jais Nielsen tegnet kirkens messehagel og på endevæggen i kirkegårdskapellet malet et kors på luegylden baggrund og med evangelistsymbolerne i felter for enden af korsarmene.

Om Jais Nielsen

Jais Nielsen (1885-1961) var en alsidig kunstnerisk begavelse, men var først og fremmest keramiker; et af hans meget særprægede keramiske arbejder står i Voel kirke, nemlig døbefonten.

Jais Nielsen var imidlertid også kunstmaler, i sin ungdom præget af kubismen, senere knyttet til gruppen af "bornholmer-malere", senere igen som kirkekunstner hjemmehørende i den tradition, der tæller navne som Kræsten Iversen, Niels Larsen-Stevns og Joakim Skovgaard. Det er denne sidste Jais Nielsen, man stifter bekendtskab med gennem hans glasmalerier og hans store vægmaleri i Voel kirke.