Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Kalkmaleriet af Jais nielsen

I forbindelse med kirkerumsfornyelsen 1938 fik kirken sit nuværende alter, muret op mod østgavlen. I stedet for en traditionel altertavle blev den store murflade over alterbordet dækket af et særdeles særpræget maleri, også udført af Jais Nielsen.

Det gengiver et sjældent forekommende motiv i dansk kirkekunst - og et dristigt motiv! Det er i en storladen komposition en næsten bogstavtro illustration af Johannes' Åbenbaring kap. 1,12-20, som man bør læse, mens man står foran billedet: skildringen af den himmelske Kristus, menighedens Herre, der - omgivet af en mandorla, dvs. en mandelformet lysglorie - med sin ene hånd velsigner sin menighed og i den anden hånd holder syv stjerner, som i åbenbaringsbogen symboliserer syv navngivne kristne menigheder; disse repræsenterer igen hele den kristne kirke på jorden.

Under Kristi venstre albue ses en faldende stjerne i brand, et symbol på Djævelens fald (Johs. Åbenb. 8,10), og de mange små stjerner længst nede hentyder antagelig til Johs. Åbenb. 6,13: »himlens stjerner faldt ned på jorden, ligesom et figentræ kaster sine umodne figener, når det rystes af en stærk storm«, et billedligt udtryk for, at de, der hører Kristus til, gennem trængsler dog skal bevares på dommens dag.

Omkring Kristi mandorla knæler syv glorieprydede engle. De bærer hver et tændt lys i en lysestage, der bevidst er gengivet som alterstager svarende til de to, som under gudstjenesten står tændt på kirkens alter! Gudstjeneste i himlen og gudstjeneste her på jorden er sammenfaldende begivenheder, og de har naturligvis begge Kristus som midtpunkt: »Helgen her og helgen hisset er i samme menighed« (Grundtvig i Den danske Salmebog nr. 660).

Under Jesu fødder er i stiliseret form gengivet de græske bogstaver »alfa« og »omega«, alfabetets første og sidste bogstaver. I Johs. Åbenb. siger den himmelske Kristus flere gange: »Jeg er alfa og omega, begyndelsen og enden« (f. eks. 21,6; 22,13).

 

Til altermotivet 

Johannes' Åbenbaring 1,12-20

Og jeg vendte mig for at se, hvad det var for en røst, der talte til mig ; og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager og midt imellem guldlysestagerne én, som lignede en menneskesøn, klædt i fodsid kjortel og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild ; og hans fødder lignede skinnende malm, når den gløder i ovnen ; og hans røst var som mange vandes brusen ; i sin højre hånd havde han syv stjerner, og af hans mund udgik et tveægget skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft. Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder, og da han lagde sin højre hånd på mig og sagde ; "Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever ; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets nøgler. Så skriv da ned, hvad du har set, både det, som er, og det, som siden skal ske. Dette er hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og de syv guldlysestager : de syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder". 

Om Jais Nielsen

Jais Nielsen (1885-1961) var en alsidig kunstnerisk begavelse, men var først og fremmest keramiker; et af hans meget særprægede keramiske arbejder står i Voel kirke, nemlig døbefonten.

Jais Nielsen var imidlertid også kunstmaler, i sin ungdom præget af kubismen, senere knyttet til gruppen af "bornholmer-malere", senere igen som kirkekunstner hjemmehørende i den tradition, der tæller navne som Kræsten Iversen, Niels Larsen-Stevns og Joakim Skovgaard. Det er denne sidste Jais Nielsen, man stifter bekendtskab med gennem hans glasmalerier og hans store vægmaleri i Voel kirke.