Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Tanker ved Pinsetid

Hvordan skal selfiestangen vende?

For et par år siden var jeg i Milano og faldt midt i min egen betagelse af den vældige katedral over, hvor lange menneskers arme nu kan række ud for at få hele den mægtige kirke med på et billede, hvor den fotograferende selv er i centrum.

Selfiestangen var i de flestes hænder og strakt til det yderste, og det var et både morsomt og tankevækkende skue at se, hvordan mennesker helt ublufærdige og frie for almindelig generthed stillede sig i position og vendte og drejede sig for at tage sig allerbedst ud – med katedralen som baggrundskulisse. Det var, som om selfiestangens ejer stod helt alene – der midt i mylderet. Måske blev fotografiet endda retoucheret lidt, inden det blev sendt videre ud i verden.

Og hvad har det så med Pinse at gøre, kunne man måske finde på at spørge.

Ja – for mig en hel del, fordi det lille øjebliksbillede der midt i hjertet af Milano er et tidsbillede på vores selvoptagethed og kredsen om os selv. Vi vil gerne have styr på det hele – på fremtiden – på tiden og på hinanden.

Men en gang imellem brister boblen, og livet bliver hårdt at bære, når man skal ikke bare skal have styr på det hele, men klare det alt sammen 100 % supergodt og så stå tilbage med sig selv, når tilværelsen vælter.

Den kristne grundfortælling har et dobbelt budskab til os:

Tag dig af det, du kan, og lad Gud klare resten.

Giv plads til, at andre kan være sig selv i din nærhed, og ræk ud til den, der har brug for det.

Pinsen er den sidste store fest i kirkeåret – først Jul med Jesu fødsel, så Påske med Jesu død og opstandelse og til sidst Pinsen, hvor Helligånden kommer til mennesker.

I Trinitatis-tiden, der følger, handler det om, hvad det alt sammen betyder for os mennesker og vore liv med hinanden, at vi nu er har hørt, at vi er Guds øjne og hænder på jorden. En mulighed, der rækkes alle mennesker, men ingen tvinges.

Det ligger i selve kærlighedens natur. Vi kan ikke tvinge nogen til at elske os. Det eneste, vi kan gøre, er at vise nogen vores kærlighed, og så er det op til den pågældende, om kærligheden gengældes.

Sådan er det med Guds kærlighed til os, der rækkes os igen og igen.  Den kærlighed, der med Helligåndens kraft kan virke i os – selv usynlig, men med en synlig virkning.

Det fortælles fra Bibelen her ved pinsetid, at engang – og på andre måder rigtig mange gange siden – ville mennesker vise deres egen storhed ved at bygge et himmelstræbende tårn – Babelstårnet. Det endte med total forvirring – hver mand sit sprog, lukkede døre for hinanden og forvirring og fjendskab til følge. Det handlede om at vise menneskers magt, og den er oftest ikke så stor, som vi bilder os selv ind, og den har slet ikke noget samlende i sig – oftest tværtimod.

Der fortælles også en anden historie ved pinsetid om, at Guds ånd kom til mennesker, så de talte forskellige sprog, men alligevel forstod hinanden, for det var ikke menneskers magt, der var målet, men det fælles og ligeværdige i, at vi alle er Guds skabninger og derfor ikke skal bekrige hinanden, men lade det åndrige sprog gør noget andet – forbinder mennesker med hinanden i et stort finmasket netværk.

Lever vi med den ånd i os, så vil vi se os selv i de andres øjenspejl – se vores virkning på andres liv – for så sætter os sammen med alle mulige andre og giver ånden ben at gå på – vore ben.

Det er Pinsens fantastiske budskab til os – at vi ingen vegne kommer, når vi lever med vores selfie-stang i udstrakt arm vendt med linsen snævret ind mod os selv, men at vi kan komme alle vegne, når vi vender den udad i bred vidvinkel – væk fra os selv.

Gud giver os frihed til at leve, så godt vi kan. Ikke med en fast manual eller et løfte om, at intet ondt vil ramme os. Men frie til være de mennesker, vi er – frie til at fejle, falde og alligevel elskede.

Kristendommens pinsefortælling sender os ud i verden – med selfiestangen vendt udad – frie for at være optaget af egen storhed eller lidenhed – frie til at være i livet ganske som vi er.

Alle kan bruges til at give Guds kærlighed videre.

Vi har i  Svostrup-Voel-Dallerup pastorat sendt mange unge konfirmander ud for at gå på deres egne ben med den bagage i rygsækken, at de er bærere af Guds kærlighed.

Langt de fleste af dem havde selv valgt deres konfirmandord, og det var rigtig livsbekræftende at mærke deres optagethed af, hvad der ville kunne trøste og styrke på en mørk dag.

Det var, som at opleve Pinsen i det virkelige liv  – at Guds ord åbner sindet , så vi kan begribe ordenes rigdom og visdom og lade dem få betydning i vores liv med os selv og hinanden. Billedligt set som en lille paraply at slå op over sig i tider, hvor man har behov for at komme i ly – og en paraply at række hen over den, der er ved siden af.

Som jeg tænker hver gang, jeg møder de unges mod og evne til at tale om tro, tvivl, liv, død og alt muligt andet: Der er i høj grad basis for at se fortrøstningsfuldt på fremtiden med dem ved roret.

Rigtig god Pinse

Samtale med præsten

Din sognepræst står altid til rådighed for en samtale, som kan foregå i præstegården eller i dit hjem.

Samtalen kan handle om hvad som helst, og man må aldrig tro, at man tager præstens tid, da det er en del af præstearbejdet at have samtaler med sognebørnene.

Vær dog opmærksom på, at præsten hverken er psykolog, læge eller socialrådgiver. Præsten prøver ikke at løse problemerne for folk, men at lytte og trøste. Præsten er et opmærksomt medmenneske med et kristent livssyn og har skærpet tavshedspligt, hvilket betyder, at det, man siger, ikke kommer videre.

En samtale med præsten kan blot være en samtale, men bøn eller en salme kan også få en plads i samtalen, ligesom hjemmealtergang er en mulighed.

Præsten tager også gerne på besøg, hvis der er opstået sygdom, eller hvis man bare synes, at det er længe siden, man har talt med præsten.