Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Egoismen har trange kår

Denne sætning fra dronning Margrethe i hendes fødselsdagstale er en fantastisk udtalelse, fordi den i al sin enkelthed gør op med det, der er sagt så mange gange, at man til sidst tror på det: at mennesker kun tænker på sig selv.
Piet Hein formulerede det sådan i ét af sine gruk:
Alle går rundt
og tænker på sig
der er kun mig
der tænker på mig

Hvor har vi brugt megen energi på at få det billede malet igen og igen, at man må være sin egen lykkes smed, for man skal ikke regne med, at andre har ens ve og vel for øje.
Er der kommet noget godt ud af den krise, vi gennemgår lige nu, må det være en af de væsentlige: At vi, når det kommer til stykket, værner om hinandens liv i et fællesskab, hvor et menneskeliv er et menneskeliv – uanset hvad det menneske ellers er og gør.

Da dronningen blev født, var vi en uge inde i besættelsen af Danmark. Fjenden var magtfuld og tydelig i enhver afkrog, og som efterkrigsbarn og thybo har jeg hørt mange beretninger om, hvordan min forældregeneration oplevede den massive tilstedeværelse af en fjendtlig magt. Der skulle bygges talløse bunkere ved havet, og mange måtte arbejde for tyskerne for at få mad på bordet.
Gruppen af bønder, som mine forældre hørte til, havde i forhold hertil deres på det tørre og behøvede ikke at bøje sindet og arbejde for tyskerne, og de var bevidste om deres fordel.
Der blev ikke set skævt til dem, der ikke havde anden mulighed for brødføde deres familie. Jeg husker min fars tilbagevendende ord om, at man altid skal gøre sig umage med at finde en eventuel forståelse og forklaring, før man giver sig til at dømme.
Bunkerne ligger der stadig som store grå påmindelser om en menneskefjendsk tid for firs år siden, men de minder mig også om, at det fællesskab, hvor man rækker ud til hinanden, kan bestå trods svære udfordringer.

I dag er det en anden fjende, der både spreder og samler os.
Covid-19 er et nyt forfærdeligt ord, som vi har lært. Et ord, der dækker over angst, afsavn, sygdom og død. Samfundet har været lukket ned, og vi har oplevet, at det med at være ens egen lykkes smed ikke holder. Vi er som mennesker dybt afhængige af hinanden. Vi står pludselig hver og en af os med ansvaret for, om andre rammes af sygdommen. Det betyder noget, hvad vi gør – med håndvask og håndsprit, men også med kommunikationen og nærværet med hinanden – på afstand.
Vi søger fællesskab med hinanden, og kreativiteten for at nå hinanden blomstrer. Tænk blot på, hvor lidt fællessangen betød for de fleste, før det blev et ny måde at være sammen på – hver for sig.
Nu er den transmitterede morgensang med Philip Faber hurtigt blevet en del af den daglige rutine i mange hjem, og højskolesangbogen bliver revet væk fra boghandlernes hylder.
Nu strækker vi os, ryster ben og arme, træner stemmebåndene, laver grimasser og synger –hver for sig og alligevel sammen. Der er - som ved et trylleslag - hældt fremkaldervæske på den sandhed, at vi hører sammen i den fælles kulturarv, der ligger i både sange og salmer.
Enkelt og fantastisk på samme tid.

Vi hjælper hinanden fra hvert vort sted, og vi oplever nye måder at være sammen på.
En afdelingsleder for nogle bosteder fortalte mig, at de borgere, hun har ansvaret for, oplever en større grad af tilgængelighed og kontakt med andre, fordi der hurtigt blev etableret on-line linjer, så andres stemmer og øjenkontakten med dem ikke er længere væk end et opkald på Face-time, Skype og lignende. Før ville det sikkert være blevet betegnet som en spareøvelse, men nu bliver det en ny måde at være i tæt kontakt på, når der er brug for det. Sammen og på afstand.

Verden er forandret, og erfaringerne fra Corona-krisen vil sidde længe i os, når vi igen er tilbage i et åbent samfund. Vi har lært nye ord som værnemidler og mørketal. Vi er blevet klogere på, hvor afhængige vi er af hinanden, og bedst af alt har vi lært, at Piet Heins ord ikke altid gælder, når det virkelig gælder.
Som dronningen sagde det i sin tale: Vi har vist, at vi kerer os om hinanden, og at egoismen har trange kår.

Gud ske lov for den erfaring!

Samtale med præsten

Din sognepræst står altid til rådighed for en samtale, som kan foregå i præstegården eller i dit hjem.

Samtalen kan handle om hvad som helst, og man må aldrig tro, at man tager præstens tid, da det er en del af præstearbejdet at have samtaler med sognebørnene.

Vær dog opmærksom på, at præsten hverken er psykolog, læge eller socialrådgiver. Præsten prøver ikke at løse problemerne for folk, men at lytte og trøste. Præsten er et opmærksomt medmenneske med et kristent livssyn og har skærpet tavshedspligt, hvilket betyder, at det, man siger, ikke kommer videre.

En samtale med præsten kan blot være en samtale, men bøn eller en salme kan også få en plads i samtalen, ligesom hjemmealtergang er en mulighed.

Præsten tager også gerne på besøg, hvis der er opstået sygdom, eller hvis man bare synes, at det er længe siden, man har talt med præsten.