Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

En mærkelig tid

Da jeg var barn, troede jeg, at ting var statiske. At butikker ikke kunne lukke, at min forældre ville leve for evigt, og at mine yndlingsfodboldspillere aldrig ville stoppe med at spille. Som årene gik, fandt jeg ud af, at ting i den grad er foranderlige, og at verden kræver af én, at man kan omstille sig, for kan man ikke dét, ender man med aldrig at rykke sig ud af stedet, fordi man for evigt har kastet anker i en tid, der ikke findes mere – man ender simpelthen med at savne et sted og en tid, der ikke eksisterer.

Hvis nogen til jul havde fortalt mig, at vi om to måneder ville lukke kirken og ikke give hånd til folk mere, ville jeg have sagt, at de skulle skrue ned for Hollywood-filmene og vende tilbage til virkeligheden, men i dag står vi vitterligt i en situation, hvor hverdagen har overhalet fiktion.

Vi kan med rette ærgre os over den enorme negative betydning, coronavirussen har for samfundet af både økonomisk og medmenneskelig art, men hvis man skal følge det gamle ordsprog, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, så er dette en tid, hvor vi lærer, at verden ikke skal imødekomme
100 % af vores kriterier.

Min generation har aldrig måtte mangle noget og har altid været ekstremt forkælet. Vi er vokset op i troen på, at tingene altid ordner sig, fordi der altid er nogen, der vil hjælpe dig, og at vi skal kunne leve under de forhold, vi altid har levet under – der skal vitterligt meget til, før vi kalder noget luksus, for verden skylder dig en minimumslevestandard, og vi er ikke umiddelbart villige til at gå på kompromis.

Men verden skylder dig absolut ingenting, og den seneste tid har, uden sammen­ligning ellers, fået mig til at tænke tilbage på de historier, mine bedsteforældre fortalte mig om, hvordan det var at leve under krigen, sammenlignet med, hvor lidt der egentligt kræves af os for at kunne forhindre en mulig undergang af sygehusvæsenet i denne tid.

Jeg mindes, mine bedsteforældres historier, om hvordan man fra den ene dag til den anden måtte indrette sig efter, at benzin, fødevarer, tobak og ens ytringsfrihed var stærkt rationeret, at man ikke kunne bevæge sit frit rundt i sit eget land, og at man reelt ikke vidste, hvem, man kunne stole på i dagligdagen.

En ting, der markerer mig den dag i dag, er dog også, at jeg ikke kan huske, de nogensinde brokkede sig over, hvor hårdt det var, når de genfortalte disse historier. ”De fem forbandede år” blev tiden kaldt, men sætningen ”det skulle jo gå, så vi fandt ud af det”, kører igen og igen i mit hoved, mens jeg skriver disse ord.

Det var samtidig også en generation, der voksede op i fuld taknemmelighed over de ting, samfundet kunne tilbyde én efter krigens slutning, og jeg erindrer, hvordan mine bedsteforældre kunne forarges ved min blotte overvejelse over at smide et halv-spist æble ud, for hvorfor dog smide god mad ud?

Hvor ens egen taknemmelighed over ting hurtigt kan afløses af hverdagens små problemer, oplevede jeg tværtimod hos dem en enorm glæde over livet, der aldrig blev afløst af småbekymringer.

Hvad vil jeg sige med dette? At også denne hårde tid, vi nu befinder os i, får en ende en dag, og selvom vi afgjort gerne ville have været den foruden, måske alligevel kommer ud som mere taknemmelige og helstøbte mennesker, der på en mere konsekvent måde forstår, at vi aldrig kan tage noget for givet.

I filmen ”The Road” befinder verden sig i en post-apokalyptisk tilstand. En naturkatastrofe har forårsaget så store ødelæggelser, at alt er goldt, og vi følger en far og hans søns kamp for at komme fra den ene ende af USA til den anden, fordi de dér håber at finde et varmere klima.

En dag spørger sønnen faderen, hvorfor verden på den måde blev omvæltet, og faderens svar er ”fordi folk havde mere, end de havde brug for”.

Svaret er én til én ét vi kan bruge den dag i dag, for selvom filmen forhåbentlig aldrig bliver virkelighed, er vi heldigvis blevet så bevidste om, hvad vi tidligere har gjort forkert, at der måske stadig er en chance for at gøre det hele bedre til kommende generationer.

”Men hvor er kirken og kristendommen henne i alt dette”, sidder du måske og tænker, nu det er din sognepræst, der skriver dette. Kirken er her skam stadig, men selvom også vi selvfølgelig har måtte rette os efter myndighedernes anvisninger og lukke for gudstjenester og andre hændelser, er der heldigvis én ting, der aldrig skal lukke: Evangeliets budskab om kærlighed. Kærlighed mellem mennesker, der styrkes og næres af kærligheden fra Gud.

Tiden er ikke til at dæmonisere hinanden, fordi vi frygter corona – nej, denne tid skal minde os om, hvor meget kærlighed egentlig betyder i vores liv, selvom vi p.t ikke kan komme tæt på hinanden.

Den frygt og panik, vi alle kan komme i i denne tid, kommer ikke fra Gud, men trækker os i stedet væk fra det, vi vil finde, hvis vi vender os mod Gud: mod, styrke, trøst og inspiration til at fortsætte med at leve et liv i taknemmelighed og glæde os over dét, vi trods alt stadig har – hinanden.

Det får vi brug for i den kommende tid, hvor vi samtidig kan lægge os et lille citat på sinde:

”Sæt pris på de små ting – en dag vil du tænke tilbage og opdage, at det faktisk var dem, der var de store”.

Oliver Karst

Samtale med præsten

Din sognepræst står altid til rådighed for en samtale, som kan foregå i præstegården eller i dit hjem.

Samtalen kan handle om hvad som helst, og man må aldrig tro, at man tager præstens tid, da det er en del af præstearbejdet at have samtaler med sognebørnene.

Vær dog opmærksom på, at præsten hverken er psykolog, læge eller socialrådgiver. Præsten prøver ikke at løse problemerne for folk, men at lytte og trøste. Præsten er et opmærksomt medmenneske med et kristent livssyn og har skærpet tavshedspligt, hvilket betyder, at det, man siger, ikke kommer videre.

En samtale med præsten kan blot være en samtale, men bøn eller en salme kan også få en plads i samtalen, ligesom hjemmealtergang er en mulighed.

Præsten tager også gerne på besøg, hvis der er opstået sygdom, eller hvis man bare synes, at det er længe siden, man har talt med præsten.